Af Pierre Grégoire OP
Fra tidsskrifet "Levende Vand" m. tilladelse
Jomfru Maria sidder på sin trone med Jesusbarnet på sit skød; hun rækker en Rosenkrans til den hellige Dominikus (1179-1221), mens Jesus rækker en anden til den hellige dominikanerinde Katarina af Siena (1347-1380). Vi har alle sammen rundt i verden set fromme billeder og i utallige kirker malerier, som forestiller denne "grundlæggelse" af denne form for bøn. Det er smukt, men desværre er det højst en halv sandhed. I virkeligheden er Rosenkransen, som vi kender den i dag, resultatet af en lang udvikling såvel hvad formen som selve indholdet angår.
I det XII århundrede udfoldede der sig i det kristne folk i Vest-Europa, især i Bourgogne, Nederland, Rhindalen og Norden, en stor kærlighed, tillid og andagt til Maria. Man ærede Guds Moder ved bl.a. at krone hendes statuer med kranse af roser, og man bad englens hilsen til hende: "Hil dig Maria, fuld af nåde, Herren er med dig" (Luk. 1, 28), uden tilføjelse. "Hil dig ..." eller ofte "Fryd dig...": det græske ord hos Lukas kan nemlig forstås på den måde, og hentyder i så fald til profeten Zefanias (3, 14): "Jubl, du, Zions datter", og Zakarias (9, 9): "Fryd dig såre, Zions datter". Man bad det 50 eller endog 150 gange, lige så mange hilsener til hende som der er Davids salmer, deraf navnet "Marias Psalterium". Og, mens man bad "Fryd dig", kunne man meditere Marias glæder (nogenlunde svarende til vor Rosenkrans' fem "glædelige mysterier") - snart også hendes himmelske glæder (vor tredje del af Rosenkransen).
Først i det XIII århundrede tilføjede man Elisabeths hilsen til Maria: "Velsignet er du iblandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt" (Luk. 1,42). Det XIII århundrede, højdepunktet for den gotiske kunst, åbner også den periode, hvor den kristne fromhed retter sig mere end før i tiden mod Jesu lidelser og kors på en af og til yderst realistisk måde. Følgelig begynder man også at meditere Marias "smertefulde mysterier": tænk på hymnen
"Stabat mater" (i den katolske salmebog nr. 466; Under korset dybt nedbøjet").
I det XIV århundrede markeres en ny udvikling ved indførelsen af Jesu navn: ... dit livs frugt Jesus", af og til efterfulgt af henvisning til et af de nu næsten klassiske "mysterier": "Jesus som ...." ("... blev født i Bethlehem; "... blev korsfæstet for os"; "... opfor til himlen" ,osv.). Denne vejledende tilføjelse blev på den tid temmelig almindelig, men forsvandt efterhånden overalt uden for Tyskland, hvor den gerne bruges den dag i dag. Det er også den tid, hvor navnet "Rosenkrans" bliver almindeligt (lige så mange roser som "Hil dig Maria").
I to århundreder er det nu mest Karteuserne, som giver denne bøn dens faste struktur, som den når i begyndelsen af det XV århundrede: 15 mysterier - 5 glædens, 5 smertens og 5 herlighedens mysterier - hvert af dem mediteret, mens læberne beder 1 "Fader vor", 10 "Hil dig Maria" og 1 "Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen så nu og altid og i al evighed", og mens fingrene lader kuglerne på perlebåndet glide, som også får navnet "Rosenkrans". Når man nøjes med 5 mysterier ad gangen, kalder man det gerne (på fransk) "chapelet" (egentlig "lille hat": en lille rosenhue eller -krans på Marias hoved!).
Karteuserne har ikke bare organiseret Rosenkransen, de har også startet bidraget til at gøre denne bøn til en "kristen" bøn, forstås: en bøn til Kristus og om hans "mysterier", hvor Maria naturligvis slet ikke blev glemt, men får sin rigtige plads i frelseshistorien, hun som fødte Jesus til verden, til os; hun som sagde til tjenerne i Kana: "Hvad som helst han siger til jer, det skal I gøre" (Joh. 2, 5), hun den trofaste, som stod ved foden af korset, og som bliver ved med at vise os vejen til Jesus, og vejen til Jesus sammen med Maria: det er netop det, som Rosenkransens bøn er. Karteuseren Adolf von Egger skrev i 1400, at hele Skriftens midtpunkt er Guds Søns menneskevordelse, men menneskevordelsen begyndte med englens hilsen til Maria: i denne hilsen finder man altså hele frelseshistorien så at sige sammenføjet i disse få ord, som blev sagt af englen, og som vi siger til Maria, men som fører os til Frelseren. Rosenkransen er hele evangeliet igen og igen mediteret og bedt.
En anden Karteuser har også spillet en betydelig rolle ved at formulere og foreslå indtil 150 "clausulae" = korte sætninger om Jesu liv og virke, men også ved at hedde "Dominikus" (af Preussen), deraf den misforståelse som gav den hellige Dominikus den ære at have modtaget Rosenkransen af Maria! Som sagt har han det ikke, men Dominikanerne har snart efter ordenens grundlæggelse selv styrket og prædiket den vordende Rosenkransbøn, især i forbindelse med den rhinlandske spiritualitet som var dominikansk (Eckart, Tauler, Seuse).
Med dominikaneren Alain de la Roche (1428-1475) begynder endnu en ny og afgørende etape. Han viede hele sit arbejde som skribent og prædikant til Rosenkransen, som han i øvrigt blev ved med at kalde "Marias Psalterium". Det er ham, som fik den idé at samle folk i Rosenkransbroderskaber og derved gøre Rosenkrans til en fælles og altså mere kirkelig form for bøn, som en forlængelse af og en forberedelse til klerikernes og munkenes korbøn. Enten samlede i kirken i deres særlige sidekapel med dets Rosenkransalter og -billede, eller alene, men i tanken forenede med alle i broderskabet, støtter medlemmerne hinanden som en familie omkring Jesus med Maria i spidsen. Det, som Alain de la Roche begyndte, blev en fast realitet i hans klosters kirke netop dagen efter hans død. Han døde den 7. september 1475, og den 8. september 1475 blev Rosenkransbroderskabet grundlagt i dominikanernes kirke i Køln. Kejser Friedrich III og Kejserinde Eleonora var til stede med næsten alle de højeste fyrster i Riget og lod sig indregistrere som de første medlemmer.
Nu var Rosenkransen i sin helt bestemte form ikke mere en særlig sag for den kontemplative, klausurerede orden, som Karteuserne er, men en kær bønsform for den almindelige troende i verden, som over for hinanden i broderskaberne forpligter sig til at bede denne bøn regelmæssigt, mindst de 15 mysterier en gang i løbet af ugen, og gerne i fællesskab.
Dominikanerne tog snart hovedansvar for udbredelsen af Rosenkransen, et ansvar som blev dem officielt betroet af pave Pius V (selv dominikaner) i 1569: Ikke et monopol på at prædike Rosenkransen, endsige bede den! men den opgave at gøre det og at oprette anerkendte Rosenkransbroderskaber. Endnu i dag bliver Rosenkransens apostolat ved at være en vigtig del af dominikanernes apostolat.
De foreløbigt sidste skridt i Rosenkransens udvikling blev: I det XVI århundrede (og først da!) tilføjelsen af den anden del af "Hil dig Maria...", nemlig: "Hellige Maria, Guds moder, bed for os syndere nu og i vor dødstime"; som ikke står i Skriften, men er kirkens, de troende folks ord til hende, som står Jesus så nær. Og så i 1716 blev festen for "Maria, vor Frue af Rosenkransen" oprettet, som hvert år fejres i oktober måned, nu den 7. oktober. Denne måned er blevet erklæret "Rosenkransens måned", hvor man hver dag eller en bestemt dag i ugen beder Rosenkrans i fællesskab i kirkerne, gerne foran det udstillede Sakramente, det vil sige foran hostiens synlige skikkelse, som dækker og for troen åbenbarer den reelle tilstedeværelse af ham, Jesus Kristus, som Maria fører vor Rosenkransbøn til. 1
Det var Rosenkransens historie i store træk. Nu ved vi, hvorfra den kommer og hvad den består i. Men vi skal videre og ud fra historien prøve dybere at forstå denne vidunderlige bøns ægte kristne betydning.
Det skulle være klart, at Rosenkransen, denne Maria-bøn, fremfor alt er en kristen (kristologisk) bøn. I Rosenkransen fører Maria os til Jesus. Hun ledsager os i vor bøn til ham. Som flere kirkefædre, Ambrosius af Milano, Augustin og andre gerne siger: hun bar ham, Guds evige Ord, i sit skød, fordi hun først bar ham i sine tanker, i sit hjerte, i sin tro. I hende finder vi ham: i moderens skød, på moderens skød.
Jesus er altså Rosenkransens egentlige "emne", ikke kun Jesus under et bestemt synspunkt, endsige et abstrakt synspunkt, som i så mange andre fromhedsøvelser. Det er hele hans frelsesgerning, vi mediterer og betragter, og altså derved hele evangeliet og hele Kirkens liv, hele kirkeåret, hele Kirkens liturgi:
- fra Jesu undfangelse til han satte sig ved Faderens højre hånd
- fra Kirkens "fødsel" til det nye himmelske Jerusalems herlighed
- fra Adventstiden til Pinsefesten og -tiden.
Rosenkransen følger naturligvis også den eukaristiske bøns forløb: Jesus kommer iblandt os, vi mindes hans lidelse og død, vi bekender hans opstandelse og himmelfart.
Rosenkransen kan blive bedt som en meditativ kommentar af Jesushymnen i Filipperbrevet 2, 6-1 I:
v.7:... Han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig
v.8:... og (han) ydmygede sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors
v.9:... Derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne.
Vi taler om de 15 mysterier. Hvad betyder dette ord "mysterium" i det kristne sprog? Ikke noget ukendt og hemmeligt, men en handling som er sakral, det vil sige som har noget at gøre med Gud, som minder os om en bestemt Guds handling, og især som, når vi fejrer det, bliver igen aktuelt virkende for os. Sakramenterne er mysterier i højere potens. Rosenkransen er ikke et sakramente, men når vi mediterer et af Rosenkransens mysterier, når vi i lighed med Maria gemmer alle disse ord i vort hjerte og grunder over dem (se Luk. 2, 19 og 51), er det ikke bare tanker, det drejer sig om, men liv: vi stiller os tillidsfulde foran Jesus med hele vort hjerte, med hele vort dybeste "jeg", så at det, vi skuer, virker i os, "fødes" i os, fornyer os og forener os med ham og netop med ham i den situation, i den gerning, i det sindelag, som var hans under dette mysterium.
Men hvad med denne uendelige gentagelse af de altid samme ord og perlebåndets næsten mekaniske løb mellem fingrene? Vi er ikke bange for en del mekanisme i vor bøn. Vort legemes mekaniske funktioner hører til vor person og er også skabt af Gud. Vi bør tage dem med og få dem til at tjene vore højere funktioner. Vi er ikke ånder og bliver det aldrig, heller ikke hinsides. Legemet, vor broder, som Frans af Assisi kaldte det, skal lære at spille sin egen rolle og vore fingre at tælle Rosenkransens perler.
Om den rytmiske gentagelse af bønnen må vi gerne sige, at den er en "teknik", men en teknik som Skaberen selv har indført i verden, da han skabte den: svanens vingeslag, bølgerne på stranden, hjertets regelmæssige og utrættelige banken, åndedrættet, vore skridt og desuden alle de rytmiske gentagelser, som vi selv skaber: har vi i TV set og hørt den 14. juli show-parade i Paris med den rytmiske lyd af flere hundrede trommer? Vore unge elsker rockmusikkens utrættelige rytme, og vi beder litanier med deres gentagne svar: Bed for os. Pater Lacordaire (endnu en dominikaner) sagde om Rosenkransen: "Kærligheden har kun ét ord, og ved at sige det igen og igen gentager det sig aldrig: Ja, netop, den der elsker Jesus og hans moder vil forstå det og i Rosenkransens rytmiske gentagelse finde den bedste betingelse for i hvert fald en tid, og lidt efter lidt at lade Martas "bekymringer og uro med mange ting" falde bort og så få "den gode del" som ikke vil blive taget fra ham" (Luk. 10, 41-42).
En stille dag liggende alene på stranden. Bølgerne brydes på sandet. Altid den samme lyd, aldrig den samme lyd. Stille sejrer rytmen i sindet, i hjertet. Indre fred, indre frihed, frihed til at tage imod det, som vi ikke selv kan arbejde os til:
Salme 93
Strømme lod runge. Herre.
Strømme lod runge deres drøn,
strømme lod runge deres brag.
Fremfor vældige vandes drøn.
Fremfor havets brændinger
er Herren herlig i det høje!
Gentagelsen, rytmen, Rosenkransen som vej til Guds evighed, til hans Søn, som var, som er og som kommer.
|